Arrangementer


Til vores åbent hus arrangementer er der altid mulighed for at stille spørgsmål til gamle erfarne skovfolk.


Skovbrugsmagasinet arrangerer også skovbrugsrelaterede ekskursioner i ind- og udland.



Tidligere arrangementer:


           Åbent hus, spillemænd       


           Åbent hus, hestevognskørsel


           Åbent hus 8 maj 2016

SOS Børnebyerne havde åbent hus på hovedbygningen med 600 besøgende, den gamle skærveknuser kom igang. De Grønne Spillemænd spillede, Kulsvierne bagte pandekager, og vi havde en maleriudstilling af landskabsmalerier m. piletræer af Rasmus Stang.


Åbent hus 11 september 2016

Rita Forup havde svampetur i skoven, og i parken fældede Finn den største gran. Ca. 250 besøgende.


Svend Ambus havde ca. 120 besøgende i parken under sommeren


Folkefest på Corselitze - 14 maj 2017


Mød foråret 2019 på Corselitze

Normalt starter foråret lidt senere i Østersøskovene, men i år passer det sådan, at når Skovbrugsmagasinet den 12. maj holder åbent hus, så står det hele i fuldt flor. Der er orkideer i skoven, og i parken arbejder fuglene på højtryk med at bygge rede og fodre unger.

Som noget helt nyt vil vi i år vise nogle af skovens vigtigste produkter, der selvfølgelig er træ. Skovbrugsmagasinet har erhvervet en masse spændende egeplanker, der kan anvendes til borde og bænke såvel inde som ude, eller står man og mangler et stykke træ til et pølsebord, spækbræt eller fuglehus, er der også mange stykker træ at vælge imellem. Husk at træ lagrer CO2, når det anvendes det til varige formål, så kom og vær med, og gør et godt køb. Tænker du langsigtet, er det også muligt at købe et lille ”ege-barn” af Danmarks største eg Valdenarsegen.


Vi får besøg af en trækunstner. Jeppe Røpke viser hvordan han kan lave de flotteste træfigurer med sin motorsav.

Kl. 11 er der orkidetur i skoven under kyndig vejledning af naturvejleder Johnny Madsen. Kl. 11 og kl. 13.30 er der guidet fugletur i parken, kom, se og hør fuglene. Benny Steinmejer fortæller samtidig om et redekasseprojekt, som Dansk Ornitologisk Forening og Corselitze har lavet i parken.


Der er åbent i Skovbrugsmagasinet og karlekamrene kl. 10 til 16. Her er der altid nogle at snakke med om træer og om livet i skoven. Der er gratis adgang, og der kan købes kaffe og kage.


Med venlig hilsen


Thyge Andersen

Formand


Corselitze byder på musik, kæmpeege, svampe og hestevognskørsel - 2019


Søndag den 8. september 2019 fra kl. 10 til kl. 16 er der åbent hus på Skovbrugsmagasinet.
Efteråret nærmer sig, og det er tid til den traditionelle svampetur med vores svampeekspert Rita Forup. Sidste år måtte svampeturen aflyses pga. tørke, i år tegner sæsonen godt. Turen begynder kl. 10.30.
I år fokuserer vi på skovens kæmpeege. Tag på tur med naturvejlederen til Fruens Ege og mød Danmarks største eg Valdemarsegen, og se den nye udstilling på museet. Turen starter kl. 13.
Der bliver mulighed for en tur i skoven med hest og vogn og med Niels Hviid Andersen som erfaren kusk. Det bliver korte ture, som også er egnede for børn.
Amanda og Bjarne underholder med sang, guitar og klaver. Er det fint vejr forgår det ude i parken.
I parken blomstrer stauder og roser, og der er altid et sted, hvor man kan finde hvile måske på ”Dragebænken”.
De første halvtreds børnefamilier får hver en ”kæmpeeg” i potte. Egetræerne er ”børn” af de største ege på Lolland-Falster, og er klar til at blive plantet. Det er starten på et projekt, hvor ”vores kæmpeege skal ud i landskabet” siger skovfoged Thyge Andersen. Børnene skal plante træer, det er der fremtid i.
Der sker en masse på Skovbrugsmagasinet for tiden. Skovbrugsmagasinet skal være hele skovens museum. Museets samlinger og skoven skal formidles, så stedet bliver et besøg værd for både børn og voksne. Kom og se hvad vi har i gang i.
Der kan købes kage med drikkelse til. Nyd det i parken eller i museet.


Oplevelsesture på Corselitze - 2020


Søndag den 13. september 2020 fra kl. 10 til kl. 16 holder Skovbrugsmagasinet åbent hus. Det bliver en anderledes dag, end det plejer pga. Coronaen. Der bliver afholdt to skovtursarrangementer, og indendørs vil der blive taget alle mulige sikkerhedshensyn. Så rigtig velkommen, vi savner folk omkring os, og har meget at vise frem.

Den første skovtur starter kl. 10.30. Det er den traditionelle svampetur i skoven med Rita Forup og Annette Greenfort. Til svampeturen er det en god idé at medbringe en kurv eller lignende samt en lille kniv. 

Den anden skovtur er til kæmpegene på Corselitze. Det er en gåtur på ca. 4 km, og undervejs kommer vi forbi Adam & Eva, Fruens Ege og Danmarks største eg Valdemarsegen. Turen starter kl. 13, og ledes af Nina Lemkow.

I Skovbrugsmagasinet er der denne dag en udstilling af lokkefugle. Sven Thorsen, der er forfatter til bogen Strandjagt, og som har den måske største private samling af lokkefugle i Danmark, udstiller lokkefugle, og fortæller gerne om strandjagten i gamle dage. Sven Thorsen assisteres af Mogens Raae, der er ekspert i strandjagt.

Vi kan ikke synge sammen, men gå ikke glip af Anna Petersens vidunderlige sange. Anna underholder om eftermiddagen.

Vi kan pga. af Corona ikke tilbyde kaffe og kage, men tag selv forsyninger med, og nyd dem i den smukke park. Lige nu blomstrer stauderne og de sene roser.



Her kan du læse om hvad vi lavede den 12. september 2021.


På svampejagt i Corselitzes skove

Efteråret er sæson for svampejagt, og august måneds våde vejr og den efterfølgende varme betyder, at der er gode muligheder for at finde lidt ekstra lækkert til aftensmaden. Det er en god idé at tage en lille kniv med, så du let kan få fat i svampene. Det er også praktisk at have en kurv med, som du kan lægge svampene i. Turen ledes af Rita Forup, der har Svampeforeningens diplomprøve, så man er i kyndige hænder. Der bliver også mulighed for smagsprøver, det står skovfoged Arne Jensen for. Arne har igennem et langt liv tilberedt svampe i skovfogedhjemmet. Svampeturen starter kl. 11 fra Skovbrugsmagasinet, og finder sted i Corselitzes skove.


Nyd septembervejret i Corselitze Park

Corselitzes dejlige park har hele sommeren været et meget populært udflugtsmål, og selv på hverdage kommer der ofte op til to hundrede besøgende.  Parken har en enestående rosenhave, men lige nu må man ”nøjes” med de smukke sensommerblomster i staudebedene. Stop op for et hvil ved Dragebænken, og som noget særligt bliver der åbnet til iskælderen på åbent hus dagen. Iskælderen er bygget i 1780 af svenske stenhuggere. Den er 4 meter dyb, og kan rumme 40 kubikmeter isblokke. Den var datidens køleskab for herskabet.


Amanda Lysell synger

Amanda Lysell Petersen har før underholdt med sang på Skovbrugsmagasinet. Amanda er fra Nakskov, hvor hun synger i kor, og er i gang med kirkesangeruddannelsen, og hun skal senere på lærerseminariet. Amanda akkompagneres af sin far Finn med guitar. Glæd jer til at høre hendes dejlige sange, de passer perfekt til de rustikke omgivelser.


Trædesign og malerier  

Trædesign hører selvfølgelig hjemme på Skovbrugsmagasinet. Jan Debel arbejder med træ, og har stor kærlighed til træets skønhed og skævheder. Jan Debel er selv til stede og udstiller nogle af sine arbejder som fx serveringsfade, tapasfade, skåle og skærebrætter. Forarbejdningen er fin og lækker, man får lyst til at føle på tingene, og det må man godt. Jan Debel bor og arbejder sammen med Susanna Debel Holmgaard, der arbejder med grafisk design. Susanna viser nogle af sine værker, frit ophængt blandt økser og save.


Prøv at løfte

På Skovbrugsmagasinet må du gerne røre ved genstandene. Prøv at løfte på nogle af genstandene, uden at komme galt afsted. Det giver god mening at fornemme hvor tungt og nedslidende arbejdet var for bare 50 år siden. Der bliver også mulighed for at save med en gammel skovsav.


Uroksen fra Maglemose

Uroksen var det største landlevende dyr i Danmark efter sidste istid. Uroksen levede her for ca. 11.500-3.000 år siden og indvandrede sammen med birk, skovfyr, lind og eg. Uroksen kendes fra mange mosefund. I 1942 blev der under tørvegravning fundet et kranium i Maglemose ved Eskilstrup. Der er mulighed for at se det kæmpestore kranium på Skovbrugsmagasinet på åbent hus dagen. Poul Andersen vil være til stede hele dagen, og kl. 14 vil han vise billeder og fortælle om det spændende fund.


Meget stor - lille og grå

Skovmaskinerne bliver større og større. Der bliver mulighed for at se Corselitze Skovdistrikts nye store Ponsse udkørselsmaskine. Skovbrugsmagasinet stiller op med en lille grå Ferguson traktor forspændt en kævlevogn, der er fremstillet lokalt hos Møller Andersen i Radsted. Forskellen er 70 år og meget stor!


Karlekamrene, hvem tør?

Kigger man ind i karlekamrene skal der kun lidt fantasi til at fornemme, hvordan boligforholdene var for 65 år siden. Sengehalmen blev skiftet én gang om måneden, og kamrene var uden varme. Hvem tør overnatte i staldmesteren seng? Vi tilbyder ren sengehalm og morgenmad med havregrød og mælk.


Kaffe og kage

Der kan købes kaffe og kage, og selvfølgelig sodavand til børnene.

De medsendte billeder kan benyttes frit.

 

Yderligere oplysninger om Åbent Hus-arrangementet kan fås ved henvendelse til

formanden for Skovbrugsmagasinet, skovfoged Thyge Andersen


Tlf. 40 45 03 74. E-mail: thyge@skovfogeden.dk


Mere om uroksen: Poul Andersen, e-mail: pfan@os.dk

Mere om svampe: Rita Forup, e-mail: rforup@gmail.com

Mere om trædesign: Jan Debel, e-mail: jd@jdtraedesign.dk

 

Med venlig hilsen

Thyge Andersen, formand for Skovbrugsmagasinet


Skovens dag på Corselitze - søndag den 8. maj 2022



Søndag den 8. maj er det Skovens Dag. Det fejrer vi med åbent hus på Hovedbygningen og på Skovbrugsmagasinet fra kl. 10-16.


Kl. 11 er der Orkidétur i skoven med Naturvejlederen, og kl. 13 er der guidet tur til skovens store egetræer.


Kl. 11 og kl. 14 er der guidet fugletur i parken.


Udstilling af træprodukter fra skoven, og udstilling af trækunst. Gæt med og vind et læs brænde.


Udstilling om Vores Vilde Guldborgsund og Klimaskoven. Test dit eget CO₂ aftryk. De første 100 familier får et ”kæmpe” egetræ i potte.


I Skovbrugsmagasinet kan børnene tegne deres egen Klimaskov. Her kan der købes drikkevarer, kaffe og kage. Sang og musik ved Amanda Lysell.


I Herskabsstalden er der bl.a. en stand med Støtteforeningen for Svanevig Hospice.


Hestevognskørsel med ture til skoven.

Entré til Corselitze Hovedbygning er 50 kr. for voksne.


Du finder os her:


Skovbrugsmagasinet på Corselitze

Tromnæs Alléen 2

4800 Nykøbing F.


Tlf.   54 44 70 29


(Godskontor, åben 8-16 på hverdage).



Åbent hus


Der holdes åbent hus på Skovbrugsmagasinet to gange om året - som regel suppleret med en temaudstilling.

Desuden er der åbent året rundt for selskaber, efter forudgående aftale


Åbent hus arrangementer:


2. søndag i maj 10.00 - 16.00

2. søndag i september 10.00 - 16.00

Der er gratis adgang til alle arrangementer på selve Skovbrugsmagasinet, men man er selvfølgelig velkommen til bidrage til vedligeholdelse og restaurering ved at købe caps og labels.



Velkommen til

ÅBENT HUS

SØNDAG DEN 11.9.2022

FRA KL. 10 - 16



Skovbrugsmagasinet og Corselitze Skovdistrikt




Her kan du udskrive Skovbrugsmagasinets folder

Naturens Dag på Corselitze


Hvert år den anden søndag i september holder Skovbrugsmagasinet åbent hus. Dagen, der i år er den 11. september, er samtidig Naturens Dag, og det fejrer vi med en række spændende arrangementer for børn og voksne.


Der flyver sommerfugle på alle tider af døgnet – kom, se og mærk de spændende dyr og hør om deres fantastiske liv. Entomolog Bjarne Skule vil allerede natten før indfange nataktive insekter ved kunstigt lys, og straks tidligt på dagen vil der være masser af insekter at se på. Det starter kl. 10, men kom tidligt. Om dagen tiltrækker vi insekter vha. duftstoffer som rødvin og sukker.

Svampejagt er spændende. Vi gentager den traditionelle svampetur i skovene på Corselitze. Turen ledes af vores svampeekspert Rita Forup, og starter kl. 11. Der plejer at være rigtig mange svampe, og vi håber på godt svampevejr. Der er også smagsprøver.


Kommunens naturvejleder Johnny Madsen er i gang hele dagen og om aftenen med. Om dagen bliver der mulighed for at låne redskaber til at fange småkryb, og at få dem artsbestemt. Om aftenen kl. 20 er der flagermustur med Johnny. Vidste I at der findes 10 forskellige flagermusarter på Corselitze, og på loftet af hestestalden kan man se rester af den Langørede Flagermus’ ædegilde.


Så er der godt nyt til små børn, større børn og deres forældre. Hvordan kan vi skabe koblingen mellem vores sind (mentale trivsel) og naturen (verden), så vi både passer på os selv og miljøet omkring os? I et helt nyt koncept, Mind My World, præsenterer psykolog Johanne Cecilie Andersen og kommunikationsdesigner Mireille Sevel nye ideer til at øve med. Der bliver 3 sessioner á ½ time, som er gratis og starter kl. 10.30, 12.30 og 14.30.

  

Slap af sammen. Der er hestevognskørsel hele dagen, tag familien med og nyd en tur i skoven. Turen afregnes med kusken.

 

Amanda Lysell Petersen underholder om eftermiddagen med sang og musik.


Der er spændende nyt om Skovbrugsmagasinet. Konsulent Thomas Tram Pedersen fra firmaet PlanScape fortæller om det nye projekt for Skovbrugsmagasinet. Kom og hør og kom med ideer til det nye Skovens Hus Corselitze. Det foregår kl. 11.30 og kl.13.30 i Skovbrugsmagasinet.


Træ er naturens materiale. Trædrejer Ole Hovmand viser sine smukke veldrejede produkter, der både skal føles og ses. Ole er ekspert i drejning af skåle i forskellige træsorter, som kan købes.  


Iskælderen, der er bygget i 1779, har næppe været i brug i 200 år. Vi har kølet krægesaft i den dybe kælder til både børn og voksne.


Kom og se de gamle kalkkuler. Den bedste kalk til kalkning både inde og ude er kulekalk, der har lagret i mindst 2 år. Kulekalk er læsket kalk, som har lagret i en lufttæt kule. Sådanne kalkkuler findes i et lille hus, der er ved at blive restaureret.

Der er gratis adgang til Skovbrugsmagasinet og de gamle karlekamre fra kl. 10 til 16. Flagermusturen starter fra Skovbrugsmagasinet kl. 20 og gennemføres ikke i regnvejr.

Naturens Dag på Corselitze


Hvert år den anden søndag i september holder Skovbrugsmagasinet åbent hus. Dagen er samtidig Naturens Dag, og det fejrer vi med en række spændende arrangementer for børn og voksne.


Hjælp naturen, plant KRÆGER og SKÆRMELM

Efteråret er plantetid, og julen nærmer sig. Køb planter som julegave. Guldborgsund Kommune og Skovbrugsmagasinet arrangerer lørdag den 26. november 2022 kl. 10 til 14 KRÆGETRÆF på Corselitze, hvor du kan købe Kræger samt Skærmelm til udplantning.


Kræge, der er den ældste oprindelige blommesort, vokser vildt i vores levende hegn. Den er truet, fordi mange hegn fjernes. Hovedudbredelsen er på Lolland-Falster.
Skærmelm er en rødlistet art. Den er truet af elmesyge, men Skærmelm er samtidig den mest resistente af vores elmearter overfor elmesyge. Vi har fået fremstillet planter, der nu skal ud i landskabet for at bevare denne træart.


Kræge og Skærmelm er noget helt særligt for Guldborgsund. Hjælp biodiversiteten, vær med til at bevare disse truede arter i naturen. Kom og få en snak om kræge og skærmelm, og få et gratis glas krægesaft.


Projekt Kræge og Skærmelm er venligt finansieret af den kommunale biodiversitetspulje. 10 planter kræge eller skærmelm koster 100 kr. og 25 stk. koster 200 kr. Et styk koster 50 kr.
Mød os på Corselitze, Tromnæs Allé 2, 4800 Nykøbing F.

SKOVENS DAG


Søndag den 14. maj 2023 kl. 10 til 16 fejrer vi Skovens Dag på Skovens Hus Corselitze. Der bliver noget at se og opleve for hele familien.

  • Der bliver for første gang mulighed for at kigge ind i det nye Infocenter Corselitze. Udstillingen i Infocentret er ikke færdigt, men der er nok at se på alligevel. Gå en tur i Corselitze herregårdhave, den er smuk på alle årstider. Du kan købe kaffe og kage i Skovbrugsmagasinet.
  • Hestevognskørsel i skoven (betaling) plejer at være meget populær, og hestene får sikkert travlt hele dagen
  • Corselitze Skovdistrikt åbner på denne Skovens Dag for kørsel med bil gennem skoven fra Corselitze til Hesnæs. Turen er ensrettet på visse strækninger, så der skal startes fra Corselitze, men gør først holdt på Skovens Hus. Det er en enestående mulighed for at køre hele 10 km gennem skoven og opleve foråret og Østersøen. Der kan gøres holdt undervejs.
  • Der er udstilling af savværksprodukter, og i Skovbrugsmagasinet vises Trædesign
  • Kl. 10 – 11.30 viser billedkunstner og tegner Anne Gyrite Schütt sit naturdesign. Anne arbejder på udsmykning af Infocentret.
  • Kl. 10 bliver der mulighed for at lære skovens fuglestemmer. Tag med på Fugletur i skoven under kyndig vejledning. Ved Infocentret er der rådgivning og udstilling om fuglekasser mm.
  • Kl. 11 er der Orkidétur i skoven med naturvejlederen. Resten af dagen kan der kigges efter småkravl i vandhullerne med naturvejlederen.
  • Kl. 13 underholder Team-A med sang af Amanda.
  • Kl. 14 er der tur med skovrideren til Kæmpeegene. Turen kan eventuelt kombineres med hestevognskørsel til egene.

Du kan læse mere om Skovens Hus Corselitze på www.skovenshuscorselitze.dk og på FB.   

Velkommen i den grønne skov, hvor fuglene de sjunge.

Adressen er Tromnæs Alléen 2A, 4800 Nykøbing F.

Hestestalden set fra haven